- Forside
- Simbas Blog
- Råvareliste - Hvad må min hund spise/ikke spise
Råvareliste - Hvad må min hund spise/ikke spise
Hvis din hund spiser noget, den ikke må, så kan det have negativ påvirkning på hundens helbred. Listen over råvarer og mad som din hund ikke må spise er lang, og det kan være svært at huske på, hvad hunden ikke må spise, samt hvad den rent faktisk godt må spise.
Hjælpen er derfor på vej til dig, for her kan du nemlig finde en liste over forskellige råvarer, hvor der står om det er et “go” eller “no-go” for din hund.
Det her må din hund ikke spise: Absolut “no-go” liste
Denne liste indeholder råvarer, som uden diskussion er skadelig for din hund.
Må min hund spise avocado?
Nej, din hund må ikke spise avocado.
Avocado er for mange mennesker en lækker grøntsag, som bliver brugt som tilbehør til forskellige retter såsom fisk/skaldyr eller salater. Jovist avocadoen er da også lækker for mennesker, men det er den bestemt ikke for vores firbenede venner. Avocado indeholder persin, som hunde ikke kan tåle. Stoffet findes både i selve kødet og i avocadoens sten.
Din hund risikere at døje med diarré, opkast og åndedrætsbesvær, hvis den har spist avocado. I helt slemme tilfælde kan det gå ind at påvirke hundens hjertemuskulatur.
Må min hund spise chokolade?
Din hund må ikke få chokolade, da det indeholder theobromin, som er skadeligt for din hund. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at hunde ikke må få chokolade, men da det er en stor favorit blandt mennesker, kan den hurtigt komme i nærheden af en skål. Det gælder både kakao og chokolade. Jo mørkere chokolade jo højere er indholdet af theobromin. Chokolade kan i værste udfald være dødelig for din hund! Så gem chokoladen til dig selv.
Må min hund spise løg eller hvidløg?
Nej, hunde må ikke spise løg/hvidløg.
Løg er en lækker smagsforstærker i mange retter. Lad bare ikke din hund spise hverken løg eller hvidløg. Begge former for løg kan være farlig for din hund både som rå form og i tilberedt form. Grunden skal findes i stoffet alicin, som er giftigt for en hund.
Må min hund spise Nødder?
Nødder må din hund ikke spise.
Snacks for dig kan måske være en håndfuld nødder. Nødder er dog langt fra en snack for hunde, for de kan nemlig være giftige for hunden. Især macadamianødder. Nødderne kan medføre, at din hund får kvalme, diarré og feber. I helt slemme tilfælde kan forgiftningen være livsfarlig for din hund.
Må min hund spise tyggegummi, slik og søde sager?
Slik o.lign. er forbudt for din hund.
Slik og søde sager er ofte sat i forbindelse med hyggelige stunder, og det er en klassiker hos danske familier en fredag aften. Det er det bare ikke hos din hund. Din hund kan ikke tåle slik, tyggegummi eller søde sager, så du skal derfor ikke give det til din hund. Så simpelt er det.
Må min hund spise vindruer og rosiner?
Nej din hund må slet ikke spise vindruer og rosiner, for de er giftige for din hund. Hunde tåler ikke vindruer eller rosiner, og kan give hunden opkast og diarré. Forgiftningen kan i værste fald medføre nyresvigt.
Det var listen, hvor der ikke er nogle former for undtagelser. Ovenstående er giftige for din hund, og de skal ikke spise råvarerne.
Næste liste er lidt mere “kompliceret”, da den enkelte råvare ikke er giftig, men som i store mængder kan være skadelig.
“Go” eller “no-go”
Må min hund spise bananer?
Bananer er som sådan et “go”, så din hund kan godt tåle bananer.
Det er dog kun i et begrænset omfang. Bananer har en masse gode vitaminer og mineraler, men også et højt indhold af sukker, hvilket af en af grundene til, at hunden kun skal spise bananer i moderate mængder.
Bananer til din hund er “go” så længe det er i moderate mængder.
Må min hund spise ben?
Nej, din hund må ikke spise kogte ben, lammeben, kyllingeben, griseben, spareribs og rådyrben
Fælles for disse ben er, at de kan splintre i din hunds mave og derfor også ødelægge maven.
Hvis du gerne vil give din hund ben, så vælg altid okseben, da det ikke splintrer nær så nemt, samtidig med, at det er nemmere for hunden at fordøje.
Må min hund spise is?
I små mængder og sjældent må din hund gerne få resterne af din is.
På en varm og skøn sommerdag er is altid en sikker vinder, og det kan det i princippet også være for din hund. Igen handler det om mængden af is. Giv din hund de små rester af din is sjældent og i små mængder. Store mængder is kan give hunden ubehag. Vær opmærksom på at flødeis indeholder laktose, som din hund kan være intolerant overfor.
Indeholder isen chokolade er det et ABSOLUT “no-go”.
Må min hund spise jordbær?
Din hund må godt få jordbær, så længe det er i moderate mængder.
Uhm duften og smagen af søde jordbær kan bare noget helt særligt, og en god sommer bliver ofte sat i forbindelse gode jordbær. Jordbær er rig på antioxidanter og næringsstoffer. Det er noget som også er godt for din hund, så giv endelig din hund et jordbær. Dog er det ikke ensbetydende med, at du bare skal være rundhåndet med jordbær til din hund. Jordbær indeholder en højere mængde sukker, så giv derfor hunden jordbær i moderate mængder.
Opsummeret er jordbær et “go”, men igen i moderate mængder.
Må min hund spise kanel?
Hunde må godt få små mængder kanel.
Kanel er ikke skadeligt for din hund, så længe de er i små mængde, da kanel i store mængder kan være skadeligt. Så hvis din hund skulle have spist noget med kanelindhold, så er der altså ingen skade sket.
Må min hund spise kartofler?
Tilberedte kartofler er sikkert for din hund at spise.
Kartofler er ganske fredelige for din hund, så der er ingen fare forbundet med at give din hund kartofler. Vigtigt er dog, at de er kogte/tilberedte og ikke rå. Rå kartofler har et indhold af solanin, som en del hunde ikke kan tåle. Solanin bliver dog nedbrudt af varmebehandling, hvilket gør, at din hund godt kan spise kartofler der er tilberedt.
Tilberedte kartofler er et sikkert “go”, men vær forsigtig med rå kartofler.
Må min hund spise laktoseprodukter?
Det er ikke skadeligt for din hund at få eksempelvis mælk, fløde og ost. Laktose i form af mælk, fløde, ost osv. er som sådan ikke skadeligt for hunde. Dog lider mange hunde af laktoseintolerance, og de kan af den grund ikke tåle laktoseprodukter.
Må min hund spise leverpostej?
Ja din hund må som udgangspunkt gerne spise leverpostej.
Leverpostej er uden tvivl populært i Danmark hos mennesker og har været det i mange, mange år. Det er ikke kun hos os mennesker at leverpostej er populært, vi kan nemlig også godt lide at give det til vores hunde. Det gives både som en forkælende snack eller som en smagsforstærker i deres mad.
Men pas på med at give leverpostej til din hund. Salt indholdet i leverpostej er højt og kan give helbredsudfordringer for hunden, hvis den får for meget leverpostej.
Vær opmærksom på mængden af leverpostej du giver din hund.
Må min hund spise peanuts og peanutbutter?
Din hund må gerne spise peanuts og peanutbutter.
Det virker måske lidt mærkeligt at din hund gerne må spise peanuts, når den ikke må få nødder. Forskellen er bare, at peanuts faktisk ikke er en nød, men derimod en bælgfrugt, og hører derfor ikke ind under nøddekategorien.
Peanuts og peanutbutter skal gives i moderate mængde. Da peanutbutter har mange kalorier, skal det helst kun gives som snack.
Må min hund spise råt kød?
Råt kød må ikke serveres for din hund.
Råt kød er ikke en udfordring for hundens fordøjelse, men risikoen med råt kød er, at der kan findes salmonella og listeria bakterier. Hvis din hund skal have kød, så sørg for at det er tilberedt, inden du serverer det for din hund.
Må min hund spise skaldyr?
Ja, hunde kan som udgangspunkt godt tåle skaldyr, som rejer, hummer og muslinger. Vi anbefaler dog, at du fjerner skallen, inden du giver det til din hund. Hundemaver kan godt fordøje skallen på rejer, men når det er større skaller, så kan det gå hen at beskadige hundens mave, da skallen kan være skarp og splintre. En anden ting du skal være opmærksom på er, at skaldyret ikke er krydret med diverse krydderier, som eksempelvis hvidløg eller stærke krydderier, da hunden ikke kan tåle det.
Skaldyr er lækre og det er det også for hunden. Det er derfor “go”, så længe du fjerner skallen, og skaldyret ikke er krydret.
Må min hund spise tomater?
Ja, tomater i små mængder er tilladt for din hund.
Tomater indeholder ligesom kartofler solanin, som er et skadeligt stof for hunden. Dog skal det siges, at solanin oftest findes i tomatens stilk, blade eller umodne tomater. Du kan derfor med ro i sindet godt give din hund modne tomater, hvis det er i små mængder, uden din hund bliver forgiftet med solanin.
Må min hund spise vandmelon?
Ja, din hund må gerne spise vandmelon.
Sommer = vandmelon. Tanken om en sød og sprød vandmelon får stort set alle danskeres mund til at løbe i vand, så hvorfor ikke dele den gode smag med din hund? Men kan du det… ja selvfølgelig kan du det. Vandmelon består nærmest kun af vand, og det kan faktisk være en fordel at give det til din hund på en varm sommerdag, så hundens væskebalance bliver vedligeholdt. Derudover findes der gode vitaminer, mineraler og antioxidanter i vandmelon som er gavnlige for din hund. Vær dog opmærksom på, at vandmelon også indeholder en del sukker, så din hund skal ikke spise vandmelon i uendelige mængder, men i moderate mængder.
Må min hund spise æg?
Hårdkogt æg er ikke skadeligt for din hund.
Æg har mange gavnlige ting. De er rige på proteiner, mineraler og vitaminer. What's not to like.. Æg er derfor også gode for din hund, så du kan med god samvittighed servere et lækkert hårdkogt æg. Undgå dog rå æg grundet risiko for salmonella.
Må min hund spise æbler?
Ja, æbler i små mængder skader ikke din hund.
Et knasende godt æble kan noget helt specielt, og din hund synes sikkert den knasende lyd er tilfredsstillende. Din hund må nemlig gerne få æbler i små mængder. Du må bare ikke give den hele æblet eller æbleskroget, da hunde ikke kan tåle æblekerner. Æblekerner indeholder nemlig cyanid, som er giftigt for hunde. Vi anbefaler derfor, at du skærer æblet ud i mindre æbleskiver.
Æblekerner er derimod et “no-go”.